Fra “oksemørbrad er min livret” til veganer
Jeg var den største kødelsker i min familie. Jeg var den de grinede af på restaurant besøg, fordi jeg – meget forudsigeligt – altid valgte oksemørbraden på menukortet.
Jeg er født og opvokset op i Dybbøl med mine tre søstre, min mor fra Danmark og min far fra Syrien. Min tvillingesøster har været vegetar siden 2. klasse. Hun kom hjem fra skole, og fortalte mine forældre at hun ville være vegetar – og det blev hun så. Fra den ene dag til den anden. Hun var kommet frem til denne beslutning, fordi hendes biologilærer havde fortalt hende og hendes klassekammerater hvordan dyr bliver slagtet. Der gik ikke lang tid, før min ældste lillesøster fulgte hendes eksempel og blev vegetar, og et par år efter, blev min yngste lillesøster også vegetar.
Jeg var den eneste af mine søstre der stadig insisterede på min ret til at spise kød. Og de skulle ikke fortælle mig om hvordan dyrene på slagterierne havde det og hvordan min mad blev fremstillet. Dette frabad jeg mig helt. “I lever som I gerne vil, og jeg lever som jeg gerne vil. Jeg vil ikke begrænse mig selv. Jeg er en livsnyder, og kød smager simpelthen for godt.” Dermed ikke sagt, at jeg ikke også kunne spise vegetarisk. Det gjorde jeg, når jeg var sammen med mine søstre. Jeg elskede når de lavede nye og lækre vegetarretter til mig. Og set i bakspejlet, så spiste jeg også disse retter med større glæde og entusiasme, fordi jeg vidste, at retterne var uden kød.
Men der var stadig lang vej. “Søde søstre, jeg elsker når I laver vegetariske retter til mig, og det er helt okay med mig, at vi altid spiser vegetarisk, når vi er sammen – men jeg kommer ikke til at skære kødet helt væk fra min egen diæt.”
Det holdt jeg fast i, helt uden at overveje alternativet, til jeg den dag i 2015 så dokumentaren “Cowspiracy”. Den chokerede mig dybt, og jeg begyndte at føle en form for ansvar. Det var pludselig meget tydeligt, at det ikke “kun” var dyrene der led under menneskets rovdrift på animalske fødevarer. “Planeten og mennesker lider også under de fødevarevalg du tager, Amalie.”
På dette tidspunkt var min tvillingesøster allerede blevet veganer. En medstuderende havde fortalt hende hvad osteløbe (som findes i de fleste danske oste) er lavet af, og fået hende til at indse, at hun heller ikke moralsk kunne forsvare sit indtag af ost – og Sofie (med sin vilje af stål) blev selvfølgelig veganer fra den ene dag til den anden.
Efter Cospiracy, begyndte jeg at skære ned på mit kødindtag. Tanken om at skulle stoppe med at spise kød fra den ene dag til den anden, skræmte “the bejesus” ud af mig – men det var den eneste måde jeg havde set det blive gjort på. Jeg fik overbevist mig selv om at der var flere måder at gøre det på, og begyndte stille og roligt at lede efter alternativer til kød og mejeri. Selvom jeg gik stille og roligt frem, i et tempo jeg kunne være med på – så var jeg forandret. Jeg vidste hvor jeg gerne ville hen (for vores klimas skyld), og jeg kunne ikke længere nyde kød til aftensmad og mælk i kaffen på samme måde som jeg havde gjort hidtil.