Det kan være svært at navigere i al den information der findes omkring veganisme og plantebaseret kost – det bedste råd jeg kan give dig, er at være kildekritisk. Her er nogle af de hjemmesider, podcasts og bøger som jeg har fundet meget brugbare, i min søgen på mere information omkring vegenisme og plantebaseret kost.
- Dansk Vegetarisk Forening – DVF
Jeg er stolt medlem og kæmpe fan af Dansk Vegetarisk Forenings arbejde. Deres hjemmeside er motiverende, inspirerende og lærerig, når man skal sammensætte en god, sund og nærende vegansk kost. På hjemmesiden finder du referater fra spændende forskningsartikler, info om hvordan du ernærer dig som veganer og meget mere. Deres formål er: “Vi arbejder for at fremme vegetarisk levevis samt oplyse om fordelene ved at skære ned på animalske produkter – såvel for dyr og mennesker som af hensyn til global bæredygtighed.”
- The Proof with Simon Hill
Simon Hill er ernæringsekspert, og et af de mest inspirerende mennesker inden for plantebaseret kost og ernæring. “The proof with Simon Hill” er navnet på hans podcast. I podcasten, taler han med andre eksperter om kost og ernæring fra planter, kostmyter, klimaforandringer og meget mere. Hvis man er interesseret i sundhedsfordelene ved at spise plantebaseret, vil jeg virkelig anbefale denne podcast – den er spændende og tilpas nørdet. Simon separerer fakta fra de misinformationer og myter der findes om kost og ernæring. Han er selv veganer, men hans tilgang er objektiv – og hans passion for at forstå og præsentere forskningsresultater på en sober måde, skinner meget tydeligt igennem.
- Earthling Ed: Vegan Educator & Public Speaker
Earthling Ed er et af mine største idoler og min største motivation inden for veganisme. Start med at lytte til hans 20 minutters Ted talk her, og se så nogle af alle de YouTube videoer med samtaler/debatter han har haft med andre mennesker omkring veganisme. Ed er kendt for at sætte sig foran universiteter med et skilt hvor der står ”Veganism is a moral obligation. Change my mind”. Med det som udgangspunkt, tager han en stille og rolig diskussion med alle der har lyst til at argumentere imod hans skiltede påstand. Ed er en reflekteret og dygtig retoriker, men vigtigst af alt, så er han er lyttende og rolig i sine samtaler med andre. Ed er veganer for dyrenes skyld, og han er forfatter til en fantastisk bog med navnet ”This is Vegan Propaganda – and other lies the meat industry tells you”, som er bygget op som en form for svar på alle de spørgsmål han er blevet stillet af studerende igennem tiden. Når du har læst hans bog, er der ingen vej tilbage. Når først man ved hvad dyrene udsættes for i det vi kalder “normal” eller måske endda “humane” praksis, og hvordan vores klima påvirkes af det vi spiser, er det meget svært at se den anden vej.
- deliciously ella · delicious ways to feel better
Deliciosly Ella (Ella Mills) er noget af et ikon i den plantebaserede verden. Ella kurerede sin alvorlige sygdom ved at omlægge sin kost til plantebaseret. Læs mere her: about · deliciously ella. Hendes podcast “Wellness with Ella – The deliciosly Ella podcast” handler om alt der interesserer hende (typisk inden for sundhed og velvære), og i næsten alle afsnit interviewer hun eksperter (fx indenfor ’gut health’, food waste, climate change, vegansk kost, stress m.m.). Podcasten efterlader mig inspireret hver gang, og den giver mig inspiration til at leve et sundere og lykkeligere liv. Ella og hendes mand ejer også en fantastisk restaurant (Plants by DE) i hjertet af London, de sælger deres egne madprodukter i supermarkeder og online, og så står de bag min yndlings app med opskrifter, trænings og yogavideoer, mealplans og meget mere. Appen hedder ”Delicious ways to feel better”.